Lakha Lamas livshistorie

Lakha-barn lakhamunk

Af Pia Kryger Lakha

I 1942 blev en dreng født som den tredie søn af en fattig landbofamilie i landsbyen Markam i Østtibet. Faderen var sølvsmed, og familien havde et lille husmandssted med nogle får og geder, som drengene var hyrder for. Moderen var af de lokale anerkendt som en klog kone, der i et sølvspejl kunne se ind i fremtiden. Om hun har vidst, hvilken fremtid hendes lille dreng ville møde, melder historien ikke noget om.

Drengen blev af sine forældre navngivet Thupten Dorjee. Da han var bare 4 år, begyndte han at gå med sin storebror Jampal op i de grønne højdedrag omkring hjemmet, for at passe familiens dyr.

En morgen formede Thupten Dorjee tre dejkugler af tsampa (ristet og malet bygmel). Han placerede kuglerne på kaminhylden i køkkenet, og sagde til sin mor, at det var mad til nogle gæster, han ville få senere.

Om aftenen dukkede tre rejsende op og bad om husly. Det var der ikke noget usædvanligt i, for afstandene er store i Tibet, og man må søge husly hos private hjem undervejs. Lille Thupten Dorjee løb de fremmede i møde og kaldte dem ved deres navne, inden de selv havde nået at præsentere sig, og til hans forældres store forundring, sagde barnet nogle ord på en Batang dialekt, som familien ikke selv talte. Gæsterne iagttog med stor interesse den lille dreng, men fortalte ikke forældrene, hvad der egentlig var målet med deres rejse; nemlig at finde den nye inkarnation af Lakha Lama, som var død nogle år forinden i Batang, tre dagsrejser fra familiens hjem.

Efter et år vendte de rejsende tilbage til Markam. Og nu tilkendegav de, at familiens yngste søn var genfødslen af Lakha Lama af Batang. Han blev som 5 årig tronsat i lamapaladset, og måtte nu skifte de lasede hyrdeklæder ud med den fineste silkebrokade. En svær tid fulgte, hvor han blev adskilt fra sine forældre og måtte følge den strenge klosterdisciplin.

I 1949 måtte han flygte til Tibets hovedstad Lhasa i Centraltibet, da Tibet blev invaderet østfra af Kina. Det var en meget traumatisk oplevelse for ham, som den dag i dag kan få tårerne frem i hans øjne. Flugten blev planlagt af lamapaladsets embedsmænd i dybeste hemmelighed, og selv hans forældre fik intet at vide. Han fik ikke lov at tage afsked med dem, og så dem aldrig mere i live. Han husker med stor sorg lyden af tusindevis af menneskers gråd, da han med sit følge havde krydset floden, og Batangfolkene havde opdaget, at deres lama havde forladt dem.

De efterfølgende 10 år studerede han ved det store Drepung klosteruniversitet i Lhasa, hvor han havde den samme lærermester som Hans Hellighed Dalai Lama. Denne lærer, abbed Pema Gyaltsen Rinpoche, var som en kærlig far for ham, mens en anden lærermester var meget streng, og dagligt nedgjorde sine elever, men Lakha Lama mener blot, at denne strenghed har været med til at udvikle hans dybe tålmodighed.

I 1959 måtte han flygte fra Tibet til Indien, samtidig med Hans Hellighed Dalai Lama. Under flugten måtte den unge lama se døden i øjnene flere gange. Han og nogle andre munke løb op i bjergene, da bombardementet af Lhasa begyndte. Jorden rystede under dem, og byen var dækket af støv og røg. De havde ikke tilstrækkeligt med tøj på til at krydse de kolde Himalayabjerge, og mad havde de heller ikke nået at få med.

De måtte vade gennem iskolde floder, hvor skarpe isflager flød med den stærke strøm, og skar flænger i huden. Tøjet klæbede som en kold, tung byrde til kroppen bagefter. Efterhånden kom de til nogle små landsbyer, hvor de fik mad og tæpper, men de måtte hurtigt videre på flugt. Højt oppe i bjergene blev det så koldt, at Lakha Lama kunne høre den knitrende lyd af sin egen ansigtshud, der sprang itu i frosten, og han mistede bevidstheden i den tynde luft. Han ville give op, og bad de andre fortsætte uden ham, men det ville de ikke. Til sidst lykkedes det ham at mobilisere de sidste kræfter til at fortsætte.

I Indien blev han ramt af fire livstruende sygdomme samtidig: malariafeber, tuberkulose, miningitis og blodforgiftning. Lægerne gav ham intet håb om overlevelse, og den kun 20 årige unge mand forberedte sig nu på at dø. Men sådan skulle det ikke være; på mirakuløs vis overlevede han.

Under sit 2 år lange hospitalsophold spildte han ikke tiden, han underviste analfabetiske medpatienter i at læse og skrive. De var anbragt på et sanatorium langt oppe i bjergene. Det var ikke forventet, at patienterne overlevede. De skulle bare opbevares på en måde, så de ikke udsatte andre for smitterisiko, indtil de døde. Der var derfor ikke brugt penge på unødig luksus på sanatoriet, som ikke var andet end en faldefærdig lade uden glas for vinduerne. Lægestuderende øvede sig i smertefulde rygmarvsindsprøjtninger på Lakha Lama, hvilket ud over de fire dødelige sygdomme, han i forvejen led under, bevirkede at han også fik diskusprolaps.

Til trods for de ufattelige fysiske lidelser, bevarede han et lyst og afklaret sind, og han identificerede sig aldrig med sin sygdom, men brugte den aktivt som en meditativ renselsesproces, med det resultat, at han “kun” var fysisk syg, men ikke blev psykisk nedbrudt og modløs af sine lidelser.

Efter at han blev rask, studerede Lakha Lama i et par år filosofi ved universitetet i Varanassi i Indien. I 1970 blev han demokratisk valgt som parlamentsmedlem i den tibetanske eksilregering under H.H. Dalai Lama, og han arbejdede ihærdigt på at bedre forholdene for de mange tibetanske flygtninge i Indien.

I 1976 kom Lakha Lama ved en administrativ fejltagelse til Danmark. Han var egentlig inviteret til at deltage i en international psykologikonference i Finland, men de indiske myndigheder havde forsinket udstedelsen af hans rejsepapirer.

Under en mellemlanding i København ringede han til sin gode ven Tarab Tulku, som var bosat her. Han fik at vide, at konferencen allerede var ved at være forbi, så det kunne ikke betale sig at fortsætte til Finland. Derfor stod han af i København, mens hans bagage fortsatte til Finland. Lakha Lama havde ved ankomsten til Danmark kun den munkerobe han var iført, og 70 dollars. Han så sig omkring på Strøget, og besluttede sig for at investere halvdelen af sin formue i et par cowboybukser.

Efter nogen tid fik han forskellige småjobs med rengøring og malerarbejde. Lakha Lama føler sig ikke for fin til noget og har altid været meget omhyggelig med sit arbejde, uanset om det består i at rense toiletter eller at give filosofiske belæringer for tusindvis af mennesker. Hans identitetsfølelse og værdighed afhænger ikke af, hvilket fysisk arbejde han udfører, men derimod af den motivation og renhed han selv lægger i sine handlinger.

I dag er Lakha Lama en anerkendt underviser i Danmark og Sverige, hvor mange mennesker opsøger ham. Man bliver let grebet af visdommen i hans hans ofte meget enkle ord, som bunder i en dyb livserfaring.

Vi nyder som par det tætte samarbejde og den rigdom, det har givet os at kunne trække på to kulturer både i vores familieliv og arbejde. For mit vedkommende har mødet og samlivet med Lakha Lama været den største gave i mit liv. Jeg kunne ikke ønske mig en mere kærlig og omsorgsfuld ægtefælle, som ud over at rumme en dyb visdom og livserfaring, oven i købet også er en god handyman, der kan ordne næsten hvad som helst i hjemmet. Som min mor sagde i 1984, da hun så, hvordan han med stor sikkerhed håndterede bleskift på vores nyfødte datter: “Det er dog utroligt, hvad han har lært på det kloster!”

Mens vi i alle disse år har haft glæde af Lakha Lamas nærvær her i Skandinavien, er der 100.000 mennesker i Østtibet, som aldrig har glemt, at han er deres åndelige overhoved, og de længes efter at blive genforenet med deres lama. Vi besøgte Batang I 2005. Fra oktober 2012 vil vi bosætte os fast i Nepal i vinterhalvårene, for at komme tættere på den tibetanske kultur.

Musikeren og forfatteren Peter Bastian har om Lakha Lama udtalt:

“I en tid under konstant forandring er forandringsvillighed afgørende, men vi har brug for retning og det kræver perspektiv. Perspektiv får vi ved at spejle vores liv i det usædvanlige og storslåede, og Lakha Lama er et af de mest storslåede og usædvanlige mennesker jeg har mødt. Han forener det ypperste fra sin tradition med et ægte vesteuropæisk engagement i omverdenen. Han kender og forstår os, men ser også vores liv oppefra. Fra tibetanske højder.”

Lakha-plejehjem1

introduktion1 Lakha-livshistorie-DK Lakha-kaerlighedshistorie_DK HHDL-LakhaLama-150 FOTOS-DK